Valgfag på Klintsøgaard
Som elev på Klintsøgaard har man automatisk mange idrætstimer. Derfor prioriterer vi højt at tilbyde en bred vifte af andre spændende valgfag, så man både kan få ny inspiration og restituere fornuftigt mellem idrætstimerne.
Humanistiske, naturvidenskabelige, kreative, praktisk-musiske valgfag
SoMe Management
Vil du være med til at planlægge og styre skolens SoMe-profiler?
Så er det her, vi arbejder med Instagrams algoritmer, lægger hashtag-strategier, udvælger grafisk design og planlægger content og billeder til skolens forskellige platforme. Kort sagt bliver du knivskarp til at navigere i den sociale digitale verden og lærer om marketing på SoMe, samtidig med at vi anvender al den nye viden i praksis på skolens SoMe-profiler.
Musik/Rytmisk sammenspil
Spiller du et instrument eller synger du, så har du mulighed for at fyre den af sammen med de andre på musikholdet. Du vil komme igennem en bred vifte af redskaber, der alle har til formål at bibringe dig flere instrumentale og eller vokale færdigheder, der vil klæde dig på til at indgå i fremtidige band-sammenhænge. Der er mest fokus på sammenspil, men tekniklære, hørelære og studieteknik vil du også lære noget om. Og så skal vi selvfølgelig spille både små og store koncerter og lave en cd indspillet i skolens studie.
Det forventes, at du har lidt kendskab til dit instrument og kan nogle akkorder, greb, trommerytmer eller har sunget før. Genren på musikholdet er primært rock og pop.
Cambridge English
Cambridge English hører under University of Cambridge, og der undervises efter internationale læseplaner i ’Reading & Writing’ og ’Listening & Speaking’. Undervisningen foregår på engelsk med høj elevaktivitet – individuelt, parvis og i smågrupper. Det kan være skimming/skanning, dialog, genreskrivning, faste vendinger, grammatik etc. Faget styrker dit hverdagssprog, ordforråd og din præcision på engelsk. Det er derfor også et stærkt supplement til engelskfaget i det danske skolesystem.
University of Cambridge har et fleksibelt system af engelskeksamener. Du kan blive eksamineret på det niveau, der passer bedst og få et officielt certifikat fra Cambridge, som dokumenterer, at du er sprogligt kvalificeret på et givent niveau. Der er ikke krav om et særligt fagligt niveau, men du vil opleve det som en fordel, hvis du mestrer engelsk på et niveau omkring middel og opefter og har interesse for sproglige detaljer.
Sam-his
Interesserer du dig for samfundsfag og historie, mens religion og geografi evt. også kommer i spil? Så er Sam-his noget for dig. Vi vil arbejde med både nutidige og historiske begivenheder – nationalt og internationalt. Faget er primært projektorienteret, og du vil have stor indflydelse på de emner, vi arbejder med. Derfor stiller faget også krav til dig om at kunne arbejde selvstændigt og i grupper over længere forløb.
Explorer-journalistik
Vil du være med til at dykke ned i et emne, udforske og præsentere det på en fed måde?
”En stemme i lokalpolitik er en spildt stemme!” Lær mere om, hvorfor dette udsagn ikke er rigtigt.
Du får journalistiske redskaber til at lave artikler, dokumentarer og små tv-indslag. Og du lærer bl.a. om samfundets opbygning fra lokalpolitik til international politik og formidler det via journalistiske produkter.
Psykologi
I psykologi har du muligheden for at blive klogere på dig selv og andre. Det drejer sig i høj grad om, hvordan vi som mennesker opfatter hinanden og ikke mindst handler. Du præsenteres for en bred vifte af spændende psykologiske emner, som tilsammen kan give dig en god forståelse af dig selv og andre. For at skabe den bedste og motiverende undervisning veksles der mellem teori, diskussion, videoklip og praksis. Vi vil bl.a. beskæftige os med udvikling fra barn til voksen, kropssprog og signaler, kommunikation, løgnens psykologi, psykiske lidelser, magt og lydighed, behov, søvn og drømme, intelligens, omsorg/omsorgssvigt coaching og personlig udvikling.
Retorik & Kommunikation
Vil du blive bedre til at komme ud med dit budskab på en fordelagtig måde, både mundtligt og skriftligt? 
Så er retorik og kommunikation faget for dig.  Vi kommer til at lave mange øvelser sammen, der skal understøtte vores kommunikation. Der bliver teori om retorik og kommunikation og vi sætter det ind i praksis. Tricks, kneb og argumentation er også en del af faget. Vi kan lave tv-nyheder, podcasts, avis, blog, vlog eller andet, som vi sammen finder ud af.
Mindfulness
Teknologien fylder, og på smartphones udspiller der sig en kamp om vores opmærksomhed: like, følg, del. Ro i sindet og i tankerne er blevet en sjældenhed.
Mindfulness er en psykologisk øvelse i at fokusere din opmærksomhed og skabe ro i tankerne. Det kan bl.a. bruges til at opnå indre ro og større koncentrationsevne i en verden præget af krav og travlhed. Vi vil dagdrømme, hvile i tankerne, undres og reflektere – både over os selv og andre.
Upcycling/krea
For dig, der har lyst til at udvikle dine kreative sider gennem arbejdet med bl.a. DIY’s, smykker, håndarbejde, tegning og akvarelmaling. Vi ser på tidens trends, puster nyt liv i tøj/ting, du allerede har, og egentlig er det kun fantasien der sætter grænser. Når vi upcycler, mindsker vi vores forbrug og gør noget godt for planeten. Hygge og gode samtaler vil være i centrum, mens der sysles med de forskellige projekter. Upcycling/Krea er et godt supplement til alle de fysiske timer, og her får du mulighed for at bruge hovedet og kroppen på en helt anden måde.
Udeliv & bålmad
”Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlige klæ’er”. Det bedste ved udelivet er muligheden for at opleve naturen, få motion og frisk luft. Vi laver bål og bålmad, vandrer smukke ture i naturen og oplever både skovens ro og strandens energi. Påklædning og pakning har betydning, så det skal vi også lære om. Mest af alt vil vi nyde naturen og dens positive betydning for sundhed, trivsel, læring og sociale kompetencer.
Personlig mål & indre styrke
Om dit personlige mål handler om sport, sundhed, socialt liv, fagligt niveau eller noget helt andet er mindre vigtigt. Den smarte vej mod målet er den samme.
Her lærer du forskellen på måltyper; at det faktisk betyder noget, om du sætter et resultat- eller procesmål. At motivationen både kan være ydre og indre, men at du skal tage et bevidst valg. Når du møder modstand på vejen mod dit personlige mål, er der flere forskellige værktøjer, der kan udvikle dig i situationen.
Allerede første gang vi er samlet, begynder du at undersøge et personligt mål, du gerne vil opnå, og hvordan du kan opnå det smart. Undervejs i forløbet vil du lære om værktøjer, der kan hjælpe dig med at optimere din strategi.
Idrætslige valgfag
CrossTraining
Synes du, det er sjovt at få sved på panden? Her får du bl.a. konditionstræning, koordination, styrketræning, mobilitetstræning og gymnastiske bevægelser. Valgfaget læner sig op ad Crossfit og har fokus på bevægelsesmønstre, frem for træning af isolerede muskelgrupper. Fokus på bevægelsen frem for på rå muskelkraft, da pointen er at gå efter ”den perfekte, alsidige atlet”. Samtidig med at vi arbejder med teknisk styrketræning og glæden ved at bevæge sig, vil der også være et naturligt konkurrenceaspekt. Så hvis I elever er med på den, afholder vi fx ”Fittest at Klintsøgård”, hvor den mest alsidige idrætselev findes.
Slagsport
Du kender nok triatlon; en 3-kamp i udfoldelse, der består af svømning, cykling og løb. Efter lignende princip udgør Slagsport en 3-kamp i ketcher sport, hvor der dystes i tre af de største ketcher sportsgrene i verden; bordtennis, badminton og tennis. I en Slagsportkamp spiller 2 modstandere eller par mod hinanden. I hver disciplin spilles der ét sæt til 21 point, hvor hvert point tæller. Man skiftes til at serve to server ad gangen, og rækkefølgen af de tre discipliner er altid fra lille til stor “ketcher”. Når alle 3 discipliner er færdigspillet, er vinderen den spiller/det par, der har vundet flest point i de tre sæt.
Løb
Nyløber eller erfaren løber? Det er nemt og hurtigt at komme i gang med løb, og alle er velkomne. Løb giver overskud og god energi, og det kan være et godt supplement til linjefagstræningen. Vi arbejder med individuelle mål og tilpasser træningen til dine ønsker og mål. Ofte løber vi alle sammen, for det er sjovt og motiverende, mens vi andre gange aftaler at løbe individuelt eller i mindre grupper. 
Vi ligger i et fedt løbeområde, og derfor løber vi både korte og lange distancer, trailløb, intervalløb, strandløb, stigningsløb og meget mere. Vi træner også teknik og løbestil, og med den rette indstilling kan du lære at løbe hurtigere, længere og bedre. 
Cirkel & Core
For dig, der gerne vil have en stærk core – både fordi du får en flot kropsholdning, men også fordi du med en stærk core kan skadesforbygge. Du kommer også til at træne andre dele af kroppen, og nogle træningspas indeholder et kort forløb, hvor du kan fokusere på en selvvalgt muskelgruppe. Derved lærer du også, hvordan du kan lægge et træningsprogram for dig selv, alt efter hvilken muskelgruppe, du gerne vil træne.
Yoga
Kom helt ned i gear med yoga. Yoga er muligvis det dejligste fag, du overhovedet kan få. Faget, hvor du trækker vejret, strækker ud og lærer dig selv bedre at kende. Det kan blive helt vanedannende. Her gælder det ikke om at sammenligne sig med andre eller presse sig selv, men om at gøre det. der føles bedst for dig. Yoga er for alle – dig der aldrig har hørt om yoga, dig der bare har brug for en pause i løbet af dagen, og dig, der går op i krop og sundhed.
Sport’n kort
Er du bare vild med sport og vil gerne prøve lidt af hvert? Her mødes du en inspirerende blanding af idrætsaktiviteter, hvor du kommer til at prøve forskellige idrætsgrene, som du måske ikke kender så meget til i forvejen. Vi vil især lave idrætsaktiviteter, der ikke allerede tilbydes som linjefag på Klintsøgaard som fx floorball, kampsport, fitness, basketball, boksning, golf, svømning, fridykning mm.
Volleyball
Volleyball er for dig, som sætter fællesskabet højt og vil have en masse sjove oplevelser med kammeraterne; opleve suset og den fede stemning, når samarbejdet spiller. Vi træner de grundlæggende teknikker, og du kan være med, uanset om du er begynder eller øvet. Der er udfordringer og udvikling for alle. Vi arbejder med teknik, taktik, kommunikation, samarbejde, spil og kampe. Kom og giv den gas med kammeraterne og nyd den fælles rus på holdet, når det perfekte forsvar og angreb sender bolden i gulvet eller sandet på den anden side.
Styrketræning
For dig, der ønsker at udvikle din styrke. Vi vil have fokus på styrketræning som en generel understøttelse af din fysik, men også med særligt fokus på dit linjefag. Vi tager altså udgangspunkt i spørgsmålet: ”Hvordan styrketræner jeg, så jeg kan fremme min generelle sundhed og min præstation inden for mit specifikke linjefag?”
Du vil primært få praktisk træning, men vi vil også have et teoretisk afsæt med viden om kroppen og musklerne.
Spring
Oplev det vildeste sus, når du lykkes med saltoer, skruer og de fedeste flikflaks. Spring indeholder opvarmning til musik, træning af grundspring og sværere spring med udgangspunkt i dit eget niveau. Spring er for dig, som godt kan lide at have en legende tilgang til tingene – og ikke kun til springtræningen. Selv med én ugentlig træning kan du komme langt i udviklingen af dine evner inden for springgymnastikken. Du vil blive guidet gennem springuniverset, og du vil opleve at arbejde målrettet med din springgymnastik, samtidig med at du udvikler dig personligt.
 
					 
					 
                     
                     
		 
				 
				 
				 
			 
				 
				 
			 
                 
                 
			 
        